Registrer digSkridt 1 af 4

Bliv medlem af Fjord Club

Vores måde at sætte pris på, at du rejser med Fjord Line. Udfyld formularen for at blive medlem.

* Gyldigt Mobil nummer er påkrævet
Ex. +45 900 00 000 eller +45 70 00 00 00

Hvor Selma lurer-bilde

Seljord – advarsel om Selma. Foto Marcin Jakubowski

Antal stemmer:

Hvor Selma lurer

Alle og enhver har hørt om skotske Loch Ness og søens legendariske beboer. Men hvad med Selma?

Forfatter: Marcin Jakubowski

Denne norske sø indeholder et mysterium, der er lige så fascinerende og måske endda endnu mere sensationelt. Det sætter gang i fantasien hos flere og flere turister, som drømmer om at se Telemarks monster med deres egne øjne.

En sø som så mange andre søer i Norge. Som den ligger der ved en højde på 116 m over havets overflade og med en overflade på næsten 17 kvadratkilometer, er den en klassisk post-glacial tunneldal. Det smalle, aflange bassin strækker sig over adskillige kilometer, og det dybeste sted er på 153 meter – ikke ligefrem imponerende efter norsk standard. Men ifølge den lokale legende har Seljordsvatnet en underjordisk forbindelse til havet.

Dette kan ikke udelukkes, eftersom Langesund, der er en af destinationerne for Fjord Lines færger fra Danmark, ligger blot 100 kilometer herfra, og bugten ved slutningen af glacialtiden strakte sig så langt som til nutidens Seljord-område. Kunne det tænkes, at denne søbund, der er fuld af fordybninger og kløfter og komplet usynlig under det mørke, iskolde vand, skjuler et væsen, som – ifølge de lokale – trodser enhver artsklassificering?

Where Selma Prowls_2
Monsterobservationer. Foto: Marcin Jakubowski

Fra dybet til et våbenskjold

Det første dokument, der nævner sjøormen, stammer fra sidste halvdel af det 18. århundrede. Ifølge optegnelsen mødte en jordbesidder fra landsbyen Bo på vej over søen et væsen, som fik båden, han havde på slæb, til at kæntre. Denne oplevelse kunne tillægges en voldsom bølge, livlig fantasi eller effekten af væsker med ætanol i, hvis ikke det var, fordi mere end fem hundrede andre vidner har fortalt om lignende oplevelser siden da. De har også haft kontakt med noget uforklarligt. Det er sort og har, ifølge mange af beretningerne, en karakteristisk lang, slangeagtig krop med en længde på omkring 8-15 meter, skønt en snes beretninger fortæller om langt større dimensioner. Nogle af dem nævner hårde takker på dens ryg, andre pukler.

Skønt nogle vidner hævder, at væsnets hoved ligner et hestehoved, hævder andre, at det mere ligner et krokodille-, slange- eller hjortehoved.

Nogle mener, at der er tale om en art gigantisk ål, som videnskaben endnu ikke kender til.

Where Selma Prowls_3
Billede fra en helikopter. Foto Even Birkeland/Sensair AS

Til trods for spørgsmålene ovenfor hænger tilnavnet Selma ved Telemarks uhyre, som nu remses op ved siden af berømtheder som Skotlands Nessie, det amerikanske Champ-monster eller Canadas Ogopogo. Under alle omstændigheder skal man ikke lede længe efter lignende historier i nærheden – den svenske Storsjön har en lignende mystisk beboer, som meget passende kaldes Storsie.

De lokale myndigheder har fået øjnene op for det enorme marketingpotentiale, der ligger i det påståede væsens tilstedeværelse. De har endda bogstaveligt talt fået øje på det, for Solveig Abrahamsen, Seljords borgmester, har været så heldig at have set Selma. Myndighederne gør, ikke overraskende, en stor indsats for at fortælle bredt om enhver observation af væsnet. Desuden blev Selma i 1989 foreviget på Seljord kommunes våbenskjold og blev således en officiel allieret i den lokale kamp for anerkendelse.

Nærkontakt af tredje grad

Manden fra Bo, som vi nævnte før (ifølge kilderne var hans navn Gunleik Andersson Verpe), er den første på en lang liste af personer, der har berørt Seljordsvatnets mysterium. Tilfældet i 1880 er værd at bemærke – her slog et lokalt par et meterlangt krybdyr ihjel, mens de vaskede tøj. Deres teori var, at det var et ungt eksemplar af en ukendt dyreart. I sommeren 1918 blev to uafhængige observationer rapporteret i nærheden af Sandnes. Karl Karlsson var ude at fange fisk, da et eller andet stort med et hesteagtigt hoved kom op af vandet så tæt på ham, at han var nødt til at løbe for livet og efterlade sit fiskeudstyr. En anden mand, Torgil Bjorge, fandt nogle stumper af en slangeagtig krop flydende på vandoverfladen. Bjorge siges også at have set et dyr på bredden, som lignede en krokodille. Eivind Fjodstuff havde et lignende eventyr to år senere, da han så en ”drage” gå op på land.

En anden interessant observation fandt sted i 1963. Torje Lindstøl fortæller at have set et stort dyr med hjortehoved, og Walther Berg hævder at have set noget, der målte omkring 10 meter og syntes at hvile sig i søens overflade. Da der er veje langs bredden af Seljordsvatnet, er nogle af observationerne gjort fra biler på vej forbi. I 1995 observerede Kari Aake og hendes familie, samt andre passerende bilister, op til fem besynderlige væsener.

De stoppede alle deres biler for at betragte den mystiske flok, som efter nogen tid forsvandt under vandet.

Det skabte stor sensation, da to medarbejdere hos firmaet Sensair AS, der arbejder med produktion af dokumentation fra luften og overvågning ved hjælp af helikoptere, kom frem med deres historie. Den 11. november 2010 var de på inspektionsflyvning i nærheden af Seljord. Her så Even Birkeland og Eddy Dale to mystiske skygger, der bevægede sig i området nær Sinnesodden. Af skygger at være bevægede de sig ret besynderligt: de skiftede retning og svømmede med en hastighed på omkring 15-20 km/timen. Efter 6-7 sekunder dykkede de, den ene efter den anden, ned i dybet. Det er svært at anse dem for at være spøgelser, eftersom de efterlod bølger på overfladen. Birkeland og Dale tog en række fotografier – de nåede omkring næsten alle medier og vækkede nordmændene fra efterårets dvaletilstand.

De to mænd, som begge var besindige teknikere, havde hørt om en mystisk beboer i Seljordsvatnet, men havde ikke taget historierne seriøst. Det tyder på, at deres november-flyvetur har ændret det.

I monsterets fodspor

Antallet af beretninger har ført forskere, der undersøger fænomener, som ligger uden for videnskaben (eller som videnskaben klogt ignorerer), til Telemark. Der har været ekspeditioner, skøre projekter er blevet gennemført – alt sammen uden resultat. Eller måske næsten uden resultat …

Tilbage i 1969 fandt dykkerne Arne og Alf Thomassen nogle uforklarlige spor på bunden af søen, som kun kunne være lavet af et eller andet dyr. Men der skulle en entusiast til for at forklare mysteriet. En som Jan-Ove Sundberg (1947-2011) – en svensk fotograf og forsker i uforklarlige fænomener, som besøgte Seljordsvatnet adskillige gange. Han var en ekstravagant personlighed – i 1997 grundlagde Sundberg GUST, eller Global Underwater Search Team, og organiserede omkring 30 internationale ekspeditioner, hvilket gjorde ham kendt som en af verdens førende kryptozoologer.

Da han dukkede op her første gang i 1977, opdagede han ved hjælp af et sonarapparat et tydeligt ekko fra noget, der bevægede sig, og en af målingerne viste tre objekter på samme tid. Et år senere lykkedes det ham at optage noget, der kunne opfattes som en ukendt livsform. Ekspeditionerne i 1998 og 2000 førte også til et interessant resultat. Ved hjælp af en hydrofon, som var stillet til rådighed af den svenske flåde, lokaliserede han et stort objekt, der bevægede sig. Lydmaterialet blev sendt til Bergen, hvor forskere på det lokale marineforskningsinstitut offentligt meldte ud, at det var ”ukendte lyde fra et pattedyr.” Denne opfattelse blev bekræftet af en repræsentant fra den svenske flåde.

I 2000 forsøgte et internationalt forskerhold under ledelse af Sundberg at fange et ungt eksemplar i et specialudviklet net. Man formodede, at Seljordsvatnet var hjemsted for en flok af en lokalt forekommende dyreart, som stammede fra oldtiden. Amerikanske CNN transmitterede fra denne ekspedition. Det lykkedes ikke at fange Selma, men man fik en optagelse af en form for hvin eller skryden – det har ikke været muligt entydigt at klassificere disse lyde. Herudover opdagede man ukendte skorstensagtige tragte på bunden, som mindede om de skjulesteder, slimål anvender. Måske bruger væsenet sådanne strukturer til at gemme sig for net, sonder og sensorer?

En svømmetur med ekstra spænding

Rapporter om observationer af et monster eller noget, der kan opfattes som et, dukker op hvert eneste år – mest om sommeren på varme dage. Det er derfor ikke så mærkeligt, at campingpladserne i Seljord på E 134-vejen er propfyldte. Turister samles her for at kombinere ferie med en spændende oplevelse, der får blodtrykket i vejret: måske, hvis man er heldig, dukker noget op i horisonten? Men ikke nødvendigvis, for Selma kommer også nogle gange helt ind til stranden, tæt på de steder, hvor feriegæsterne boltrer sig i vandet, så det er bedst at kaste et blik ud over søen i ny og næ med et kamera eller en mobiltelefon ved hånden, klar til at tage et billede.

For at gøre det nemmere at se efter Selma byggede man i 2011 et 17 meter højt observationstårn i træ –Seljordstårnet (Bjørgeøyan Utkikkstårn) – i nærheden af lejrpladsen.

Where Selma Prowls_4
Tårn i Seljord. Foto: Marcin Jakubowski

Det har allerede vundet adskillige prestigefyldte internationale arkitekturpriser, men det har først og fremmest vist sig nyttigt: I juli 2012 blev Selma fanget med et videokamera fra Seljordstårnet, og disse er indtil videre de bedste optagelser af Seljordsvatnets monster. Den heldige var 17-årige Lisbeth Vefall, som var oppe i tårnet med sin familie.

Den sensationelle optagelse blev sendt af den norske tv-kanal TV2, og den kan også ses på YouTube.

Andre oplevelser i Telemark

Selv hvis ikke du får øje på hestehovedet, pukler eller blot en underlig kruset overfalde på søen, behøver du ikke at tage fra Telemark uden spændende oplevelser. Du skal blot besøge det største udendørs badeland – Bø Sommarland, eller Rjukan, byen med den spændende historie om kampen om det tunge vand. Derudover kan du besøge Gaustatoppen – Telemarks højeste fjeldtop, hvor du kan nyde en panoramaudsigt over en sjettedel af Norge.

Where Selma Prowls_6
Syd-Norge. Foto Johan Wildhagen – Visitnorway.com

Der er også Telemarkkanalen – et fantastisk monument for vandingeniørkunst, der stadig anvendes af historiske turistskibe. Der er de billedskønne landsbyer på kysten og seværdigheder som bluesmuseet Notodden Blueseum eller midten af Hardangervidda nationalpark. Du kan også benytte lejligheden til at besøge Oslo, der ligger lige i nærheden.

Mødet med Selma kan komme i stand ved en rejse om bord på en af de nyeste af Fjord Lines færger – MS Stavangerfjord eller MS Bergensfjord. Sejlturen fra Hirtshals til Langesund (Oslo) tager blot fire og en halv time, og herefter tager det yderligere to timer at komme til Seljord.

Skønt der er masser af aktivitetstilbud i Telemark, er det Selma, der løber med alles opmærksomhed. Legenden sætter skub i medierne og gang i fantasien,  og den skaber stærke følelser. Og hun er sandsynligvis det eneste monster i verden, som har sin egen hotline. For at lytte til historierne om Seljordsvatnetvæsnets bedrifter skal du blot ringe til (+ 47) 35 19 76 23 og vælge lokalnummer 29. Linien er åben døgnet rundt.